Af journalist Solveig Tange
”Marmelade”.
”Det er nummer seks”, kommer det fra Clement. Ikke selvsikkert, men det kommer.
Han faar forbundet et billede med den kombination af bogstaver, som man kalder et ord, og det er allerfoerste gang, han afkoder saadan et paa skriftligt dansk. Det er i hvert fald foerste gang, at jeg, hans mor, hoerer det. Jeg maerker omgaaende en boelge af stolthed skyde igennem mig med stor styrke. Jeg kender den godt: Det er den stolthed, der varmer indeni, naar mit afkom praesterer noget, der er ganske saerligt for mig.
Clement er baade dansk og fransk, men da vi bor i en lille landsby i Frankrig, har han i sine foerste seks leveaar primaert laert dansk af mig. Han er god, men vi har bestemt ikke laesetraenet.
Onsdag formiddag staar der dansktime i aktivitetskalenderen. Dansk med Marlene, som for tredje gang underviser Clement og en to aar aeldre veninde via webcam ud fra materiale, som vi faar tilsendt via mail.
Udgangspunktet er altid dansk, men refererer ofte ogsaa til fransk, og paa den maade kommer skoleoplevelserne til at haenge sammen i stedet for at modarbejde hinanden.
Aaret har budt paa temaer som foedselsdag og 1. skoledag i Danmark, men intet har vist slaaet begejstringen dén dag, de skulle tale om slik.
Udsigten til fri fortaelling er en af de motorer, der driver Clements motivation. Det er utrolig vigtigt for mig. Han er trods alt kun netop fyldt syv, har i forvejen 24 skoletimer om ugen i den franske underskole. Ekstra skole er noget naer det sidste, jeg forestiller mig fylde hans sparsomme fritid.
Imidlertid er det sjaeldent vanskeligt at faa ham til at tage plads foran computer og webcam. Den danske maade at være i skole på er anderledes end den franske, og den faar han lejlighed til at foele sig hjemme i eller stifte bekendtskab med paa denne maade.
To vaesentlige forskelle er den danske vaegtning af et kreativt og selvstaendigt udtryk. Jeg ved ikke, om det er muligt at laere den slags i den franske skole – jeg har stadig mine tvivl – men dette hul fylder Marlene saa lidt i hver onsdag formiddag, og Clement elsker hendes sproglige associationslege saa højt, at han kan finde paa at spoerge, om ikke vi kan ringe, saa han kan lave en historie med hende. For Clement handler disse fortaellinger i hoej grad om at iscenesaette diverse Lego-skibe eller Playmobil-krigere. For Marlene handler de om at faa sagt en masse paa dansk, en god lejlighed til at laere nye ord.
Det er disse ord, han er begyndt at stave sig igennem allerede fra de foerste dansktimer. Han er i stand til at udnytte sin laesemetode fra fransktimerne ogsaa i dansk. Uden tvivl godt motiveret af, at han gaar i klasse med en to aar aeldre veninde. I loebet af skoleaaret ser jeg, hvordan han i takt med, at han begynder at skrive fransk, sideloebende kaster sig ud i skriftligt dansk. En maaned foer sommerferien laeser han Bamse og Kylling for sin lillesoester. Jeg er pavestolt.
Dansk kommer ikke af sig selv i udlandet. Hvert ord er moejsommeligt indprentet i de smaa i vores tilfalde dansk-franske hjerner. Hvert ord mejslet ind med hyppige gentagelser og kittet fast med forklaringer, andre maader at udtrykke den samme saetning paa, smaa historier og sange. Den metode har gjort Clements talte dansk flydende.
Nu er kunsten at udbygge det og holde det vedlige. Hans franske hovedprog udvikler sig saa hurtigt i skolen og i kontakten med andre, at det danske er traengt. Fordanskninger af franske ord fortraenger danske ord, som han tidligere har anvendt, og som jeg maa stoppe ind én gang til. Hvis altsaa ikke Marlene allerede har gjort det onsdag formiddag.
Laes Anns, Susannes og Finns erfaringer med dansktimerne.
